Tankestreger

-"Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det"

Piet Hein sagde det nu engang bedst.
Livet kogt ned til en kort, men ikke mindre præcis, sætning.

For der er da det livet handler om. At leve mens man gør det. Seize the day. Carpe Diem, baby.
Men meget få gør det. Mange tror de gør det, men i virkeligheden sidder de ved kanten af floden med fødderne stukket ned, nogle med sokker (nogle med huller i dem) - andre uden, uden at turde hoppe i. Uden at tage den fulde konsekvens. Uden at tage ansvar for den følelse de egentlig har indeni om at leve det de føler er helt rigtigt. Her menes ikke de der står ved kanten af floden og egentlig har det fint der, uden at være i kontakt med vandet. Der menes de der egentlig har taget beslutningen om at leve det liv de føler indeni fordi de ikke kan nøjes med at stå ved kanten og kigge på, men som så får kolde fødder da de kommer i berøring med det brusende vand og derefter blot bliver siddende. Fordi det at trække fødderne op igen ville være et nederlag - et tilbageslag ligefrem. En indrømmelse af de helt store. Men ligefrem at gøre det modsatte - at hoppe i med begge ben - ville medføre at de muligvis ville drukne og det er heller ikke ønskværdigt. Hvis det i virkeligheden er tilfældet - og det er det for nogle - hvor villige er vi så egentlig til at betale prisen for at leve livet fuldt i overensstemmelse med trangen indeni? Hvor stærk er den følelse - det behov? For nogle er det behageligt at stå ved bredden uden at få fødderne gjort våde. For andre er det nok at soppe ved kanten. Kun nogle få kaster sig ud på det dybe. Gør forsøget fordi de tror på det og tager konsekvenserne som de kommer. Det er de mennesker der oplever livet - som kan fortælle historier i ét væk uden at gentage sig selv. Det er de mennesker vi ser op til. De, der tog springet og gjorde noget ved det. De, der levede til at kunne berette om det. Det er dem der giver håb. Dem der inspirerer os til at gøre det samme. Og det være sig underordnet på hvilken skala det måtte foregå. Et stort spring ud på det dybe for nogen kan være et lille skridt mod bredden for andre. I hver vores verden med hver vores værdier er det det at tage skridtet der betyder noget - for en selv! Det handler ikke om at realisere drømmen for andre - det er blot en drøm om at opnå berømmelse på forbilledernes bekostning. Det handler om at realisere drømmen for sig selv - for det er din drøm. Og ingen skal forklare dig hvor grænserne for den drøm går. Og således skal man heller ikke være blind for ansvaret der følger med - ansvaret for egne handlinger - på den baggrund.
Er det din drøm at stå på bredden ved livets flod og se på, eller kaster du dig frygtløst ud i voverne uden at se dig tilbage? Lige meget hvad, så er det udlevelsen af den indre drøm der tæller og værdien af drømmen for dig. Udlevelsen, inden det er for sent. At gribe dagen.
Man kan drømme hele livet, men aldrig leve uden en drøm.
Og nogle gange skal man bare leve sit liv uden at tænke so goddamn much over konsekvenserne.

Dette har været en strøtanke motiveret af et savn om at ha' en familiær, vis, beleven gammel person at dele sine tanker med. De var der da jeg var yngre, men jeg var ikke moden nok. Nu er langt de fleste døde. De var bare gamle. Koryfæer. Dem der gav en slik og sodavand. Dem der aldrig kunne se at man havde gjort noget forkert. De var nødvendige onder til familiesammenkomster. Nu er det dem man helst ville sætte sig ned ved og tale til - som modne mennesker. Min far er ikke endnu blandt dem og visse af vore samtaler kan tit virke trættende og irriterende på mig, men jeg håber dog, at når han er mere oppe i årene og den dag han ikke er her mere, at jeg vil værdsætte den tid og de samtaler vi har haft sammen. At jeg har lyttet. For det føler man ikke altid at man gør - selvom man egentlig gerne ville. Det er noget jeg vil arbejde med. Man bliver rigere af det. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden. Første skridt er at turde tale igen - ikke bare for at gøre det, men for at udtrykke sin mening. Det er der ingen disrespekt i - tværtimod.