På sprogligt indkøb
Nytårsdag hen ad aftentide.
Jeg er gået på tanken efter kartofler dyppet og stegt i olie og garneret med løg og smagen af creme-fraiche.
Det første jeg hører da indgangsdørene glider til side er de sidste fragmenter af en samtale mellem to "unge". I første omgang lytter jeg ikke til hvad samtalen går ud på, men min opmærksomhed vækkes alligevel da den ene udbryder: "...og så sagde hun; 'Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb'. Og hva' fanden betyder det? At gi' køb? 'Hej, vil du gi' et køb'...". Hvorefter de begge griner hovedrystende og virker enige om at det sgu' da egentlig er en gang sludder Dronningen der fik fyret af.
I første omgang var jeg imponeret over at han ligefrem havde lært sig de eksakte ord - det giver jo et håb om at han engang fatter hvad de betyder. Hvad der derimod ikke imponerede var sgu' at knægten ikke kendte til frasen 'at give køb'. Jeg var lige ved at gå i "hvad-fanden-lærer-de-dem-i-skolerne-nutildags"-mode, men stoppede. Det ville jo ikke hjælpe en skid. Jeg overvejede kort om jeg skulle gå hjem og skrive det på bloggen med det samme, men jeg valgte at lade det simre et par dage for at det ikke skulle blive alt for mavesurt.
Og det her har vel at mærke intet at gøre med om man kan li' Kongehuset eller ej. Personligt synes jeg det var en ganske udmærket tale med lidt mere bid end der plejer at være.
Tilbage til frasen 'at give køb på' som vel egentlig ikke er en frase, men lad nu det ligge.
Det jeg vil ind på er ikke den såkaldte forråelse af sproget som mange snakker om - og altid har snakket om (og hvad fa'en betyder forråelse egentlig?), men bare det skel der allerede er opstået sprogmæssigt på de vel ti år (og lidt løspenge) der er mellem gutten i butikken og mig.
Til at starte med var jeg irriteret over den sloppyness der er opstået i sproget, men efter nærmere omtanke var jeg nok mere forundret end jeg var sur.
Han lærer det vel nok engang, og hvis ikke, så tager et andet ord eller en anden frase nok teten og kommer i stedet. Det der bekymrer mig er bare at han ikke fattede budskabet med den sætning - vel nok et af de mere vigtige i den tale.
Og hvad så hvis han ikke fatter den nogensinde, sker der noget ved det?
Nej.
Intet.
Jeg er gået på tanken efter kartofler dyppet og stegt i olie og garneret med løg og smagen af creme-fraiche.
Det første jeg hører da indgangsdørene glider til side er de sidste fragmenter af en samtale mellem to "unge". I første omgang lytter jeg ikke til hvad samtalen går ud på, men min opmærksomhed vækkes alligevel da den ene udbryder: "...og så sagde hun; 'Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb'. Og hva' fanden betyder det? At gi' køb? 'Hej, vil du gi' et køb'...". Hvorefter de begge griner hovedrystende og virker enige om at det sgu' da egentlig er en gang sludder Dronningen der fik fyret af.
I første omgang var jeg imponeret over at han ligefrem havde lært sig de eksakte ord - det giver jo et håb om at han engang fatter hvad de betyder. Hvad der derimod ikke imponerede var sgu' at knægten ikke kendte til frasen 'at give køb'. Jeg var lige ved at gå i "hvad-fanden-lærer-de-dem-i-skolerne-nutildags"-mode, men stoppede. Det ville jo ikke hjælpe en skid. Jeg overvejede kort om jeg skulle gå hjem og skrive det på bloggen med det samme, men jeg valgte at lade det simre et par dage for at det ikke skulle blive alt for mavesurt.
Og det her har vel at mærke intet at gøre med om man kan li' Kongehuset eller ej. Personligt synes jeg det var en ganske udmærket tale med lidt mere bid end der plejer at være.
Tilbage til frasen 'at give køb på' som vel egentlig ikke er en frase, men lad nu det ligge.
Det jeg vil ind på er ikke den såkaldte forråelse af sproget som mange snakker om - og altid har snakket om (og hvad fa'en betyder forråelse egentlig?), men bare det skel der allerede er opstået sprogmæssigt på de vel ti år (og lidt løspenge) der er mellem gutten i butikken og mig.
Til at starte med var jeg irriteret over den sloppyness der er opstået i sproget, men efter nærmere omtanke var jeg nok mere forundret end jeg var sur.
Han lærer det vel nok engang, og hvis ikke, så tager et andet ord eller en anden frase nok teten og kommer i stedet. Det der bekymrer mig er bare at han ikke fattede budskabet med den sætning - vel nok et af de mere vigtige i den tale.
Og hvad så hvis han ikke fatter den nogensinde, sker der noget ved det?
Nej.
Intet.
posted by Whipsy at 18:56
1 Comments:
Jeg var sgu ikke den bedste til at høre efter i timerne i folkeren, men noget er da trods alt hoppet ombord i skallen på mig og derfor er det da skræmmende og beskæmmende vel nærmest med UNGDOMMENS DOVNE HOLDNING OG TILGANG TIL LIVET (hvem sagde morfar?)
Jeg kan forstå hvis det er ord som "tendentiøst" (som jeg selv måtte søge hjælp til forklaring på tidligere idag), men "at give køb på noget" bør altså være en af dem der sidder lige i hegnet.
Send en kommentar
<< Home